Ulla er ikke en af dem, der læser dette lige nu. Men du kender hende – og det gør jeg også.

Ulla er nemlig min rigtig gode kollega. Det er hende, der står ude ved kaffemaskinen.

Ulla: ”Ih, jeg er simpelthen så stresset, jeg har bare så travlt. Har I også travlt i dag? Jeg synes simpelthen bare, altså, puha, alt det vi hele tiden bliver underlagt af vilkår og skal… Altså, kan du ikke tage den der opgave for mig i dag? Jeg skal faktisk gå klokken 13, jeg skal hente børn…”

Og det er jo alt sammen rigtig nok. Ulla har måske ikke andre at sige det til. Og jeg forstår hende godt. Ulla er min gode kollega, jeg holder af hende og jeg arbejder tæt sammen med hende. Det kører i og for sig ret godt.

Men du kender hende. Ulla er hende, som nogle gange glemmer, at der også er andre på arbejdspladsen, som trænger til at blive lyttet til.

På et tidspunkt, da hun nogle gange har bedt mig om at tage hendes opgaver, sker der dette:

Ulla: ”Ved du hvad, Rikke, kan du ikke ordne den her opgave for mig?”

Mig: ”Vi sidder med det her projekt sammen, Ulla – og jeg har også andre opgaver…”

Ulla: ”Ja ja, men du har jo ikke små børn, så kan du ikke blive? For jeg er altså nødt til at gå!”

Og så går Ulla, og jeg kan mærke at jeg tænker: Det var lige godt pokkers! Og weekenden går og jeg bliver mere og mere irriteret på Ulla og tænker: Det er bare ikke i orden det her – at jeg skal lave Ullas ting!

Så kommer vi til mandag, og så er der gået lidt for lang tid til at jeg kan tage den op, synes jeg. Men min irritation bider i maven. Og så er hun der igen, Ulla.

Ulla: ”Nå, fik du lavet den der opgave, jeg bad dig om?”

Mig: ”Ej, altså Ulla, prøv lige at høre her: Jeg havde også mine egne opgaver…!”

Ulla: ”Nej altså, nu når vi ikke at aflevere det projekt! Og du sagde jo, at du ville gøre det!”

Mig: ”Nej, det sagde jeg ikke. Jeg sagde ikke, at jeg ville tage din opgave!”

Og så er det at jeg har virkelig ondt i maven.

Ulla er helt uforstående, og jeg kan godt mærke, at jeg bliver virkelig irriteret på hende. Det er simpelthen ikke i orden det her!

Så går der lidt tid, og jeg kan mærke, at det stadig bider i maven. Men jeg ved jo godt, at Ulla har det svært for øjeblikket og er ret presset derhjemme. Og jeg ved jo også godt, at jeg ikke skal begynde at lægge mig ud med Ulla, for så kan det være, at det hele bliver meget værre.

Ulla er nemlig også ved at komme i overgangsalderen, ja.

Hun får hedeture og vil gerne have vinduerne åbne, for hun sidder lige dér, hvor solen bager ind. Og jeg vil gerne have dem lukket, for jeg er den mere kuldskære type. Og så kører den igen.

Ulla: ”Pyha! Nej, hvor er her varmt. Kan vi ikke åbne lidt?”

Mig: ”Jamen, kan vi så ikke skifte plads? Så kan du få min plads – og jeg kan få din plads?”

Men det vil Ulla ikke, hun vil sidde på dén plads. Det er noget med lyset, som er bedre dér.

Men det er lidt af et problem, for det står på dag efter dag, og jeg får ikke sagt til hende, at hvis hun er utilfreds med at sidde hvor hun sidder, så må hun flytte plads – eller vi må finde på noget andet.

Og så en dag går hun fuldstændig amok på mig, og taler rigtig grimt til mig.Nu synes hun at jeg er hensynsløs, at jeg ikke tænker på hende. Og dér begynder det at nive rigtig meget i min mave, for jeg har ikke bestilt andet end at tage hensyn til hende – hele tiden.

Nu står hun derude ved kaffemaskinen og snakker igen om, at hun har pisse travlt. Men det er jo mig, der har pisse travlt! Jeg går bare ikke og taler om det. Det er mig der er ved at blive stresset. Ulla – hun har bare travlt!

I min historie sker der nu det, at Ulla faktisk vælger, at hun gerne vil over i en anden afdeling. Hvor heldig kan man være? Nu er mit noget væk – pyha, siger jeg bare!

Men så kommer Inge. Og Inge sætter sig ved siden af mig, og pludselig en dag begynder Inge at bede mig om jeg ikke lige kan lukke vinduet op eller i. Og om jeg ikke lige kan tage hendes arbejdsopgaver. Og jeg tænker: Det er simpelthen løgn! Nu begynder hun også…!

Og nu kan jeg heller ikke sige noget til Inge, for det kan være, at Inge bliver sur på mig.

Det bliver værre og værre, så nu er det mig, der vælger at forsvinde. Jeg får mulighed for at skifte afdeling – og så kommer jeg over til Jørgen. 

Og efter et stykke tid, er det Jørgen, der er noget med. Det er mærkeligt, at det altid er de andre, der er noget med. Og så er det, at det går op for mig, at det ikke er Ulla eller Inge eller Jørgen, jeg skal kigge på – men noget.

Jeg er nødt til at gribe i egen barm og sige: Det kunne jo være, at det er mig, der har et mønster, der gør at jeg ikke får sagt noget til folk, og hele tiden venter på, at der er en Ulla, der forsvinder, eller en Inge, der forandrer sig.

Måske er det min evne til at sige fra (eller ikke sige fra) som forfølger mig? Det er derfor, jeg er ved at blive stresset!

Det var Ulla der var dum, det er Inge der er dum, det er min mand der er dum, det er mine børn der er dumme. Men når jeg kan mærke, at der er noget, der ikke er, som det skal være, hvem har så ansvaret for at gøre noget ved det noget?

Det kunne jo være at det var mig, der skulle se at få gjort noget ved det selv.

Når jeg fortæller denne historie til mine klienter, nikker ni ud af ti og kan genkende Ulla. Men især kan de genkende sig selv – i mig. De har også noget, de ikke får gjort noget ved. Og det har stået på alt for længe – måske i årevis. Det kan være at deres Ulla hedder Michael, men alle har en Ulla – et noget. Og det er her jeg siger til dem: Får du ikke gjort noget ved Noget, begynder Noget at gøre noget ved dig!

Alle har noget, som de af en eller anden grund ikke får gjort noget ved. For det meste fordi de håber, at det forsvinder af sig selv. Det gør det en sjælden gang – men for det meste ikke.