Angst og tvangstanker kickstartede stress-erkendelsen
Af stressekspert Rikke Maj hauer
Der går mange år før Ole forbinder alle de kropslige reaktioner med stress. Først da han udvikler angst og tvangstanker, kan han se, at den blodprop han fik to år tidligere, var starten på et stresskollaps.
”Da jeg var yngre grinede jeg, hvis nogen sagde ordet stress. Jeg tænkte, det var opfundet af folk, der ikke gad arbejde,” fortæller Ole, der i dag arbejder som ejendomskoordinator.
Han gik ned med voldsom stress i fyrrene.
”Jeg er glad for, at jeg ikke var yngre, for så havde jeg ikke haft nogen ballast i livet og en familie omkring mig. Jeg havde måske begået selvmord – så slemt havde jeg det,” fortæller Ole.
I dag er han glad for sit liv og sit arbejde, har det godt, men han skal stadig være på vagt overfor stresssymptomer. For de kan godt komme snigende. Men i dag ved han heldigvis, hvordan han skal tackle det.
Fra aktiv glad mand til en grøntsag
”Jeg har altid haft drøn på. Jeg arbejdede på et vaskeri mange timer om dagen og havde også altid meget at se til, når jeg fik fri. Jeg fik to børn, og havde altid travlt. Det var sjældent, jeg slappede af. I mange år, mærkede jeg, at den ene side af kroppen sov af og til. Jeg sov heller ikke altid særlig godt, men jeg betragtede det som et vilkår. Sådan var mit liv bare,” fortæller Ole.
I 2012 får Ole en blodprop og bliver sygemeldt. Han får det bedre i kroppen generelt, men da han starter på arbejde igen, går det for alvor galt. Kroppen har stresssymptomer, og han begynder at udvikle både angst og tvangstanker. Han bruger sin ferie og afspadsering på at koble fra. Men han får det værre og må sygemeldes igen.
”Jeg ender med at ligge på sofaen og kigge ind i en pude i et år. Jeg kunne ingenting. Jeg tabte mig 10 kg og deltog aldrig i noget. Jeg var så stresset, og mine tanker var ved at tage livet af mig,” fortæller Ole.
Tvangstankerne går på, at Ole vil gøre folk omkring ham fortræd. Han ved godt, at han ikke vil handle på det, men han er alligevel skræmt over tankerne og holder dem for sig selv. Bliver i sengen. Men på et tidspunkt må Ole bede sin kone om hjælp. Han vil på psykiatrisk skadestue. Tankerne er for voldsomme, og han indvier hende i dem for første gang.
”Det er hårdt for hende. På det tidspunkt overvejer jeg også at lægge mig foran et tog og bare komme væk,” fortæller Ole, der bliver henvist til et psykologforløb.
Værktøjer giver mig overblik
”I starten sidder jeg bare hos psykologen og siger ingenting. Jeg er mand og synes ikke, at det er nemt at åbne på. Men jeg får vildere og vildere tanker, så efter 3. gang lukker jeg op for posen, og det hjælper mig,” fortæller Ole.
Han kommer i et forløb på Sankt Hans med fokus på kognitiv terapi og går stadig sygemeldt. Samtidig har han møder med kommunen. Her bliver han henvist til stressbehandling hos Thauer Stresscenter. Og det gør en forskel.
”Mødet med stresscoach Rikke Maj Thauer er rigtig godt. Jeg har mange samtaler med hende, og det er her jeg får synliggjort, hvordan min hverdag ser ud. Hvad stresser mig, og hvad gør ikke?,” fortæller Ole.
Han peger på et værktøj, som har gjort en stor forskel for ham: ANTISTRESS-dagbogen.
”Den har været en gave for mig. Det er meget vigtigt for mig at se tingene tydeligt og vurdere de ting, der står sort på hvidt. Og det sker, når jeg fører dagbogen. Hvis jeg er ærlig, er det meget tydeligt, hvad jeg skal handle på selv. Derfor er det også et værktøj, jeg stadig bruger i dag, så jeg ikke risikerer at ende i voldsom stress en gang til.”
Livet i dag
Det vigtigste Ole har lært de sidste tre år, hvor han har været i arbejde, er ifølge ham selv at tage ansvar for at komme ud af stressen. I dag er han stolt af, at have taget ansvar for sit liv.
”Det er vigtigt, at folk indser, at de selv står for den største andel i det arbejde, der skal gøres. Man skal selv flytte sig. Det er skide svært, men jeg gjorde det. Der er ikke nogen andre, der kommer og flytter en ud af stressen. Man har et ansvar for at rykke sig. Også selvom man har det skidt,” fastslår Ole.
”Jeg har fået overblik og har lært at sige fra. I dag beskæftiger jeg mig kun med ting, der giver mening, for jeg kan se med det samme, at ting uden mening, bonner ud på ANTISTRESS-dagbogen.
Og så spiller jeg altid med åbne kort i forhold til mit sygdomsforløb. Det har hjulpet mig meget. Risikoen for stress skal jeg nok leve med resten af livet. Jeg er blevet mere sårbar, kan jeg mærke. Men jeg kan håndtere det rigtig fint i dag.”
