Stress er din ven – du kan navigere efter den!

Af stressekspert Rikke Maj Thauer

Du kan ikke fjerne stress. Stress vil altid være der – omkring os og inde i os. Men vi kan lære at fjerne os fra det som stresser. Vi kan lære ikke at være i stress for længe. Vi kan lære at slukke for stress. Flytte foden fra speederen og til bremsen. Huske at fylde olie og vand på motoren. Ja, lad os bare bruge bilen og trafikken som et billede på, hvad det er, vi skal lære.

For man passer da på sin bil, når man færdes i trafikken, ikke?

Når vi lærer at køre bil, består vi den praktiske og teoretiske prøve. Vi lærer at efterse dæktryk og olie, tager glatbanekursus, lærer advarselstrekanter og hastighedsbegrænsninger at kende og træner både landevej, villavej og motorvej. Vi forstår både de bløde og de hårde trafikanter. Vi øver os i at parkere, også når pladsen er trang. Det er ikke let, men det kan læres.

Når vi skal ud i livet, er det lige så svært som at køre bil. Her er der hverken kørebog, der fortæller hvad man gør, når advarselslamperne blinker. Der er heller ikke hverken kørekort eller kompas. Ingen fartkontrol og intet instrumentbræt. Når vi mangler omsorg, er der ikke en lampe, der fortæller os at omsorg skal påfyldes, for at bilen kan køre.

Når vi mangler ro og fred, er der ikke en lampe der blinker, og siger at motoren brænder sammen uden ro. Og når vi trænger til alene-tid for at kunne reflektere og tænke klart, er der heller ikke et symbol, der fortæller, at nu skal der fyldes alene-tid på, ellers kan vi om lidt ikke se ud af ruden.

Her er stress symtomerne din ven. De kan være dit kompas og dit instrumentbræt. Her kan du se, om du er oppe i den røde zone – og om bilen trænger til at blive kølet ned. At lære at håndtere stress, er som at få kørekort til livets barske tilskikkelser:

Stress-o-meteret, som du ser herunder, kan give dig en indikation af, hvor påvirket du er af dine stress-symptomer. De valg, du skal træffe, afhænger af stressniveauet. For nogen handler det om at træde mere på bremsen for en tid, mens det for andre handler om at indse at deres nuværende livsstil er så skadelig og urealistisk at det i sidste ende kan koste dem livet, hvis de vælger at fortsætte.

Stress-o-meteret kan du læse mere om i min nye bog “Stress er OGSÅ dit eget ansvar“.

Tænk på dig selv som en bil, der skal vedligeholdes.

Hvis du er stressramt, nytter det ikke noget bare at stoppe bilen. For når du starter bilen igen, mangler den måske stadig olie, vand og sprinklervæske. Det kan også være, der er noget på den, der skal justeres.

Hvis ikke du går ind og justerer på den måde, bilen kører, kører det måske lige så skævt næste gang du sætter dig ind i bilen, og trykker på speederen. Hvis der er en skævhed, som slider på dækkene, så skal bilen jo justeres. Ellers kan det gå galt – senere. For så har du slidt vejgrebet af, og så kan det gå galt i et sving, og du ender i et vejtræ. Bilen skal måske kalibreres. Det kan også være at der er nogle dele i bilen, der er blevet slidt og trænger til at blive skiftet ud.

Det kan være noget, du plejer at gøre, som ikke virker længere – så skifter du dem ud med noget andet (som virker bedre for dig), handlinger og tanker.

Er der ratslør i bilen, skal du bruge alt for mange kræfter på at holde bilen på vejen. Men når den er kalibreret, er det lettere. Så går der nogle år, og så kan det være, bilen svinger lidt skævt igen. Så skal den kalibreres og finjusteres igen – og sådan vil det gå resten af livet.

Vi skal lære at passe på bilen – og også at klare os i trafikken. Hvad vil du gøre, hvis alle trafiklys lyser rødt, og du ikke kan komme frem? Hvad hvis en medtrafikant overfuser dig? Eller en meget stor lastbil overser dig i sidespejlet og presser dig ud i rabatten? Hvad vil du gøre, hvis du en aften løber tør for benzin på livets landevej? Er der et emergency-call, du kan ringe til? Har du en gul vest, du kan tage på, for at gøre andre opmærksom på, at du er i knibe? En advarselstrekant? Det er en livslang proces at passe på sin bil – og at færdes i trafikken.

Trafikken er på mange måder et billede på, hvordan samfundet har udviklet sig. Når vi går, foregår det i langsomt tempo. Det kræver mindre opmærksomhed – vi kan bevæge os, samtidig med at vi lader øjnene vandre og tankerne flyde, lytter til byen og naturen og har åbne sanser. Den gåendes perspektiv er det, naturen har tildelt os. Vores hjerne er indrettet til det. Herfra har vi udviklet os til at bevæge os hurtigere og hurtigere – ride, cykle, køre i bil, tog, bus, fly, drone, raket…

De moderne transportmidler er så hurtige, at det menneskelige perspektiv har svært ved at følge med. Det samme gælder vores elektroniske kommunikationsformer.

At færdes i trafikken er som at håndtere det moderne liv. Af og til må man køre ind til siden. Stoppe op. Også selv om der ikke lige er en rasteplads. Det kan blive nødvendigt at køre ind i slæbesporet, hvis man er løbet tør, eller sigtbarheden er helt ad h… til. Af og til må man stoppe op ved en skillevej og overveje, om man skal fortsætte hér – eller vælge en helt anden vej. Vi har jo ikke noget imod at tænke os om, når vi færdes i trafikken, vel?

Det kan være det er nu, du skal sætte dig ned på en sten i vejkanten og se de andre passere forbi, mens du tænker dig om. Måske er det nu du beslutter hvordan du undgår at blive kørt ned. Eller nu du accepterer myldretidstrafikken og lader være med at blive irriteret over den. Eller nu du igen begynder at studere vejskiltenes betydning. Eller begynder at navigere blandt de andre bilister med en velkalibreret bil, også når de kører råddent og ulovligt. Mens du passer på dig selv i trafikken!

Du kan selv bestemme, om du vil sætte farten ned. Sætter du farten ned, sker der i øvrigt også det, at din kørselsøkonomi bliver bedre – du forbrænder mindre benzin. Sætter du farten ned, er der altså både større trafiksikkerhed og bedre brændstoføkonomi at hente.

Det er sund fornuft at sætte farten ned – så kører man nemlig længere på literen!

Du kan få gratis adgang til mere viden om forebyggelse og håndtering via korte videooplæg i Klub Stressfri.