4 typiske adfærdsmønstre, der fører til stress
Af stressekspert Rikke Maj Thauer
I de år, jeg har arbejdet med mennesker med stress, har jeg observeret, at der er visse former for adfærd, der typisk afføder stress, og at disse former for adfærd præger dem, som har sværest ved at undgå stress.
Derfor er det relevant at give disse adfærdsmønstre eller adfærdsprofiler et særligt ord med på vejen, så både du, der måske er i fare for at udvikle stress, og du, som er pårørende (kollega og leder), kan være opmærksom på at forebygge og tage hånd om mønstrene, når I møder dem.
De fire stressfremkaldende adfærdsmønstre, to af dem jeg vil beskrive her, handler om ansvar, grænser, kontrol og modstand. Når jeg beskriver dem for dig, vil du sikkert genkende dem – og vide, hvilken form for adfærd du selv (eller din medarbejder/pårørende) skal tage dig særligt i agt for. Du kan læse om de to andre mønstre i min bog “Stress er OGSÅ dit eget ansvar“.
Du (eller din pårørende/leder) kan hjælpe med at afdække dit eget mønster og finde ud af hvor din ømme tå er – hvilken stressprovokerende faldgrube, som du nemt falder i:
1. Du tager for meget eller for lidt ansvar
Der er mennesker, som bliver stressede, fordi de ikke ved hvordan de påtager sig et ansvar og gennemfører en opgave. De viger gang på gang tilbage – deres selvværd tager skade af det og det er i sig selv en stressfaktor.
Men den klient, som jeg oftest møder i min konsultation, har det omvendte problem. Hun tager for meget ansvar.
Det ligger dybt i de fleste af os at stille os til rådighed for hinanden – vi vil gerne have en betydning – være en del af flokken. Men når vi er i en ond cirkel, hvor vi langsomt bliver mere og mere belastede, er det bedre for alle at kunne sige nej.
Alligevel er det rigtigt svært for mange af os, fordi vi oplever det at sige nej som en ubehagelig konfrontation, som vi prøver at undgå. Vi er måske bange for at folk ikke kan lide os, hvis vi siger nej. Og vi har behov for den anerkendelse det ofte giver, at vi påtager os rigtig meget.
CASE – ANSVAR
Lisbeth påtager sig for meget. Hun har travlt og ved godt, at hun ikke har tid til at påtage sig mere, men hun siger alligevel ja. Hun vil ikke skuffe folk og føler også en forpligtelse, fordi hun kan se, at hendes kolleger har lige så travlt. Men langsomt bliver hun mere og mere udmattet.
For Lisbeth er det et mønster – og hun vil gerne ud af det.
Det gælder for Lisbeth om at lave en aftale med sin leder om, at indtil hun bliver mere fit for fight, skærmer lederen hende mod flere opgaver. Hun skal sætte sig i et trygt rum med sin leder og lave den aftale, at hun med lederens ord i ryggen skal sige til de andre, at hun ikke har mere tid i sin kalender og ikke må påtage sig flere opgaver.
Når hun får det bedre, skal hun til på egen hånd at lære at sige nej og have det godt med, at hun har sagt nej til opgaver.
Fordi det er så svært for hende, skal vi arbejde os gennem rigtig mange episoder, hvor hun har påtaget sig mere end hun kunne, og sammen undersøge hvad hun ellers kunne have sagt eller gjort.
Lisbeth ender med at forstå, at verden ikke bryder sammen ved at hun siger nej – faktisk tværtimod, for hun bliver mere funktionsdygtig og en bedre og mere respekteret kollega og medarbejder.
Lisbeth skal også øve sig i at mærke, at hun lige som alle andre har ret til at sige fra, ret til at føle at hendes behov er vigtige og ret til at passe på sig selv uden at få dårlig samvittighed.
Du kan læse mere om at stå fast på sine rettigheder i min nye bog “Stress er OGSÅ dit eget ansvar“.
2. Du overtræder andres grænser – eller dine egne
Et andet typisk stressfremkaldende mønster handler om grænser. Det drejer sig både om, at jeg ikke kender mine egne grænser i forhold til andre, og ikke ved hvor meget jeg kan tillade mig – men også om at jeg kan have svært ved at sætte grænser for, hvor meget jeg synes at folk kan tillade sig over for mig.
CASE – GRÆNSER
Jeg arbejdede på et tidspunkt med en klient, Susanne, der havde en dominerende adfærd. Hun kunne godt gå til yderligheder og blive både brutal og ekstremt styrende, når hun blev presset. Hun fortalte mig, at det føltes som om hun konstant var omgivet af idioter. At overskride hendes kollegers grænser, men også grænserne hos hendes nærmeste, var blevet en normal adfærd hos hende, og hun oplevede tit at være irriteret, når hun var på arbejde. Når hun nåede hjem, var hun sur og aggressiv. Susanne holdt stædigt fast i, at verden var fuld af idioter. Lige indtil der kom hul igennem og hun kunne erkende, at det var stressen, der talte – ikke hende.
Susanne havde i årevis overskredet andres grænser, og havde med tiden mistet omgivelsernes støtte og fik ikke længere den hjælp og opbakning, hun havde brug for. Hendes adfærd fik folk til at vende hende ryggen. Dette pressede hende endnu mere.
”Susanne” kan være lederen på din arbejdsplads, eller en betroet medarbejder med rigtig lang erfaring, som skubber sine kolleger væk. Pludselig sidder hun uden opbakning, hjælp eller støtte og begynder at gå ned med stress. For det er i sig selv meget stressfyldt, når andre ikke vil støtte og måske holder én udenfor.
Hvis en person – leder eller medarbejder – overskrider andres grænser, må personen se i øjnene, at dette er et mønster, en øm tå, som personen er nødt til at få gjort noget ved!
Hvis jeg ofte træder ind over andres grænser, så kan jeg med fordel spørge mig selv: ”Hvad er det jeg kan tillade mig?” og ”Hvad er det jeg ikke kan tillade mig over for andre mennesker?”.
Hvis omvendt rigtig mange mennesker træder ind over dine grænser, skal du lære at spørge: ”Hvad vil jeg være med til?” og ”Hvad vil jeg ikke være med til?”.