fbpx

Vi skal turde snakke om det!

Forord af Peter Mygind til bogen “Stress er også dit eget ansvar” 

Første gang jeg møder Rikke, er på hendes Psykisk førstehjælpskursus for en del år siden. Hendes evne til at formidle og måden hun åbner vores øjne for vigtigheden af psykisk førstehjælp, rammer mit hjerte rent.

Hendes evne til at kommunikere og ikke mindst evne til at formidle både teorien (hjerneforskning) og det virkelige livs mange tildragelser, får hele kurset til at blive enormt meningsfuldt.

Det jeg især har fået ud af Rikkes kursus, er at vi skal tage os selv alvorligt! Du skal tage dig selv alvorligt! Og jeg skal tage mig selv alvorligt. For vi kan ikke regne med, at andre ser vores signaler.

At lære at tage ansvar for sig selv og sine kolleger er noget at det vigtigste og smukkeste på denne jord. Men det kan være svært, utrolig svært for mange af os, at turde sige: Hvordan har jeg det egentlig for tiden?

At stoppe op og kigge ind i selv og ærligt mærke, hvordan man har det, er noget man skal lære. Der er rigtig mange, der ikke tør mærke det, for de er bange for svaret… og pludselig en dag er det for sent.

Det er også rigtig svært for mange af os at sige nej – især hvis man som jeg er født med JA-hatten på. Og endnu sværere at turde sige, at man er stresset.

I 2020 mener WHO, at hovedårsagen til sygefravær vil være dårligt arbejdsklima. Stress rammer bredt på danske arbejdspladser. Næsten hver femte dansker har meldt sig syg på grund af psykiske påvirkninger på arbejdet. Men stress behøver ikke kun ramme dig på jobbet, det kan også være i dit familieliv – eller som arbejdsløs.

Den gode nyhed er, at der kan gøres noget ved det, og det er derfor du skal glæde dig til at læse denne bog!

Vi skal turde snakke om det, er et af hovedbudskaberne i bogen. Jo bedre vi bliver til at sige dét højt, som ligger os på sinde, desto større er chancen for, at der sker en forandring.

Når vi snakker om stress glemmer vi ofte, hvor værdifulde vi er for hinanden som kolleger. At kunne hjælpe og støtte en kollega og snakke om sårbare ting, er enormt vigtigt. Dét er også noget man skal lære.

Heldigvis er det sådan, at når du taler med hjertet – og til hjertet, er der også større chance for, at der bliver lyttet.

Det handler ikke om at vi skal ændre hinandens adfærd eller hele vores liv, men når vi selv flytter os, er der større chance for, at vores kolleger, kærester, venner og naboer flytter med.

Vi skal turde snakke om det psykiske arbejdsklima, lige så naturligt som vi snakker om familiebegivenheder, fester og ferier. Men det kræver nogle foregangspersoner – og du er ved at blive en af dem!

Jeg tror, at du med denne bog vil få mod og styrke til at gå ud i verden og tage ansvar. For dig selv som det første – og derefter for dine kolleger, venner og familie.

Rigtig god læselyst!

Peter Mygind
Psykisk førstehjælper, skuespiller og foredragsholder

Ansøgning til stressuddannelsen