Sådan skaber du en antistress-livsstil

Af stressekspert Rikke Maj Thauer

 

 

Alt for mange går og har det dårligt, mens de venter på at Noget går over af sig selv. De venter på at de liiige kommer rundt om det næste hjørne: ”Jeg-skal-bare-lige”, så bliver alting bedre. Men det gør det sjældent. Tro kan flytte bjerge – men den kan ikke få dig ud af stress. Der skal handles!

 

Den stress-livsstil, som rigtig mange er fanget i, skal ikke være det normale. Det skal det modsatte.

 

Men hvad er det modsatte af en stress-livsstil? Det er en livsstil, hvor du er bevidst om, hvad det er som nærer dig og som gavner dit liv. Det handler om at se, når Noget er blevet Nok – og så begynde at handle på de ting, som er nok.

 

De meget anerkendte undersøgelser fra Karolinska Instituttet, som jeg skriver om i min nye bog “Stress er også dit eget ansvar” fastslår, at den “antistress-kur”, der virker bedst, først og fremmest handler om, at du lærer at håndtere stress (dvs. bedre håndteringsstrategier) samt at du bevidstgør dig om følgende:

 

1. Hvad det er for en livsstil, der skaber din stress – og

 

2. Hvad er det for en livsstil, der kan få dig ud af stress?

 

 

 

Helt konkret handler det om:

 

– Får du motioneret?
– Får du tanket op?
– Får du sovet?
– Får du gode måltider?
– Er du sammen med nogen, som rent faktisk er gode for dig?
– Eller bruger du din tid sammen med mennesker, der hverken lytter eller støtter dig og som tager din energi?
– Er du på den rigtige arbejdsplads?

 

 

Desuden er fundamentet for en antistress-livsstil, at du igen og igen holder fast i dine grundlæggende menneskelige rettigheder. Hold fast i at du som menneske:

 

– har ret til at udtrykke dine behov

– har ret til at melde klart ud

– har ret til at sige nej

– har ret til at være i tvivl og tage fejl

– har ret til at tænke dig om, før du giver et svar

– har ret til ikke at være perfekt

– har ret til at stå af ræset

… og du skylder for øvrigt ingen en forklaring på, hvorfor du gør som du gør, med mindre du oplever det relevant eller fordi du synes de fortjener det.

 

 

 

 

Åbn døren til den sunde fornuft

Jeg kan sige det med sikkerhed efter at have behandlet mange hundrede stressramte med godt resultat: De allerfleste har et sted indeni, hvor de godt ved hvad de skal gøre for at få det bedre. Det er det sted, hvor den sunde fornuft bor. Det er her, de kan mærke deres egen realistiske formåen. Og når de finder ind til dét sted, ligger deres personlige antistress-strategi lige dér – for fødderne af dem. Og bagefter siger de: ”Jeg vidste det jo godt – det hele er jo sund fornuft!”.

 

Døren kan være lukket ind til dit ”klogere jeg” – men det er der! Du skal måske bare have lidt hjælp og tid til at få åbnet døren.

 

Mange sidder så godt fast i stress, at de er bange for at slippe den. Det at have identificeret sig med ”det at have det dårligt” i mange år, kan blive deres holdepunkt og identitet.

 

Den gode nyhed er, at når du er kommet ud af din stress og føler, at din krop igen er intakt, at din hjerne fungerer, at du bestemmer over dine følelser og dine tanker, så vil du føle at du er kommet hjem til dig selv igen.

 

 

 

 

 

CASE – AT SIDDE FAST I OFFERROLLEN

På et tidspunkt havde jeg en klient i forløb, som var i 40’erne. Vi afdækkede hendes belastning og årsagerne og fik lagt en fornuftig behandlingsplan, som ville gøre det muligt for hende at være stressfri efter 6-8 uger.

 

Kvinden var på den ene side lettet, og på den anden side kunne jeg også spore en bekymring. Hun havde haft det skidt i mere end 8 år og hendes familie og omgangskreds var stort set stået af. Hun havde haft mange forskellige jobs og perioder med ledighed. Hun var på mange måder gået forkert af systemet og af omverdenen, som ikke havde forstået hvordan de kunne hjælpe.

 

Hun var blevet en skygge af sig selv – et offer for omstændigheder, som helt eller delvist lå uden for hendes kontrol.

 

Det at træde ud af denne “offerrolle”, som var blevet hendes identitet, var skræmmende – utrygt, fremmed og næsten uoverskueligt.

 

Kvinden valgte at afbryde forløbet efter 1. behandling, hvilket jeg havde fuld forståelse for. Det løste bare ikke hendes problem.

 

Det at træffe en beslutning om at man vil have det bedre, er første skridt. Det kan være et svært skridt at tage. Så når du tager det, så tag det sammen med en god ven, kollega, familie – eller evt. en behandler, som kan støtte dig.

 

 

 

Sådan skaber du en antistress-livsstil

Min metode er inddelt i 8 trin og er blevet udviklet på baggrund, af de mange hundrede klientsamtaler, jeg har haft.

 

Den udvider langsomt dit handlerum, så du kan lære dig selv at komme ud af stress eller undgå stress. De to spørgsmål, som er hele grundlaget for den metode jeg bruger, er igen disse:

 

1. Hvad er det for en livsstil, der skaber din stress?

 

2. Hvad er det for en livsstil, der kan få dig ud af stress?

 

 

 

 

De 8 principper

Jeg vil give dig 8 gode principper, som du bør holde dig for øje, når du skal ud af stress eller du vil undgå stress.

 

 

1. Sæt dig ind i hvad stress er.

Det er en stor hjælp for dig, når du skal gennem et forløb, at vide præcis hvordan stress virker på din hjerne, dit sind og din krop.

 

 

2. Giv dine pårørende samme indsigt.

Sørg for at din familie, venner, kolleger og ledere også har samme indsigt i stress.

 

 

3. Bliv bevidst om dig selv.

Du skal vænne dig til at monitorere dig selv. Læg mærke til hvad der stresser dig – og hvilken effekt det har på din hjerne, krop og sind. Læg omvendt også mærke til præcis hvad og hvem, der hjælper dig og nærer dig.

 

 

4. Glem alt om symptombehandling.

Det er ikke nok at dæmpe dine stress-symptomer, fx ved hjælp af en sygemelding. Når du kommer tilbage til jobbet og dit liv i øvrigt som det var før, vender stress-symptomerne ofte tilbage, hvis ikke du har gjort noget ved din livsstil.

 

 

5. Det må ikke gå for hurtigt.

Tag ét skridt ad gangen og lad brikkerne falde på plads en efter en. Du skal ikke gøre eller kunne alt muligt nyt fra dag 1. Faktisk skal du slet ikke gøre andet her i starten end at lægge mærke til dig selv og hvordan du har det.

 

 

6. Tag fat om nældens rod – og så få gjort noget ved det som presser dig.

Det bliver ikke nødvendigvis behageligt, og nej, det er ikke altid let. Når man skal ændre noget, vil der være dage, hvor det går frem, og andre, hvor det går tilbage. Du får brug for støtte og for nogen, der tror på din beslutning om en ny livsstil, men der er ingen vej udenom: Tag ansvar for dit liv, find dine strategier – og kom ud af stress.

 

 

7. Tænk på dig selv som et ressourcestærkt menneske.

I sidste ende er det dit ansvar at bede om eller opsøge den støtte og hjælp, du har brug for. Og hvis ikke du får den, eller hvis det behandlingsforløb som du går i ikke virker inden for rimelig tid, må du prøve noget andet – indtil det virker. Opsøg de mennesker, som er gode for dig, eller lær at blive mere selvforsynende i støtte og anerkendelsen til dig selv.

 

 

8. Rejs dig op, når du falder i.

Det er ikke altid første forsøg, som lykkes. Men jeg kan sige med sikkerhed, at stort set alle kan komme ud af stress. Så når du falder i og kan mærke det hele vender tilbage, så er det op på hesten igen og tilbage til de aftaler, du i sin tid lavede med dig selv.

 

 

 

 

 

Hvem er stresseksperten?

Rikke Maj Thauer er førende stressekspert og forfatter. Hun har sidste år haft over 3.000 tilmeldte til stressforedraget: Sådan forebygger, spotter og håndterer du stress hos dig selv og andre. Hun er kendt for hendes praktiske og jordnære tilgang til stresshåndtering, og for hendes enkle formidling af et ellers kompliceret emne som stress.

 

Rikke har siden 2011 lavet research af flere hundrede personlige stressforløb og har gennemført flere spørgeundersøgelser, som hun har sammenfattet i bogen “Stress er også dit eget ansvar”, der udkom i 2019. Læs mere om bogen her >

 

Når du har spørgsmål, så skriv gerne til Rikke på rikke@thauer.dk eller ring til hende på tlf. 61 65 08 88.

 

 

 

Facebook kommentarer